Belønningsmedalje til Ellis Rasmussen

Torsdag den 29. april havde Ellis Rasmussen sidste arbejdsdag i Møns Bank – og næsten 42 år i banken blev anerkendt med Den Kongelige Belønningsmedalje med krone.

En hilsen fra Kongehuset har sat et særligt punktum for Ellis Rasmussens karriere i Møns Bank. Hun har modtaget Den Kongelige Belønningsmedalje med krone.

- Jeg blev meget glad for medaljen, siger hun. Banken har altid været mit omdrejningspunkt. Nærhed, dialog og lokalt engagement er ikke kun ord, men en kultur, som man helt naturligt tager på sig, når man arbejder i en lokalbank.

- Banken og lokalsamfundet er en symbiose, fortsætter hun. Det forstår man især de steder i landet, hvor man de senere år har måttet se sin lokalbank forsvinde. Jeg tror på, at Møns Bank vil bestå i rigtig mange år endnu. Det mærker man på den opbakning, vi har lokalt på Møn, men navnlig også i de nye områder, hvor vi har etableret os de senere år.


Et langt og afvekslende arbejdsliv

Ellis blev ansat som kontorassistent den 1. juni 1979 efter fem år på Landboernes regnskabskontor. I 1996 blev hun udnævnt til regnskabschef og i 2005 til administrationschef, hvor hun sideløbende blev sekretær for bestyrelsen og for repræsentantskabet.

Den lange indsats er nu blevet hædret med Den Kongelige Belønningsmedalje med krone – og kronen kom på, da Ellis i hovedparten af sin karriere har udøvet en ledergerning.

Medaljen er indstiftet af Kong Christian IX i 1865 og tildeles bl.a. privatansatte for lang og tro tjeneste hos samme arbejdsgiver i 50 år, alternativt efter 40 år ved ansættelsesforholdets ophør. Medaljen er af sølv og bærer på forsiden H. M. Dronningens portræt i profil og på bagsiden en krans af egeløv.

I 1981 bestemte Dronningen, at medaljemodtageren opfordres til at indsende en levnedsbeskrivelse til ordenshistoriografen til opbevaring i Ordenskapitlets arkiv.

Ellis vil da kunne fortælle om et job og en arbejdsplads, som har udviklet sig gevaldigt gennem årene – fra mange og lange manuelle rutiner til et job, hvor IT har lettet arbejdet betydeligt, men hvor opgaverne samtidig er vokset i både kompleksitet og omfang. Bankens årsrapport er således gået fra ganske få sider til i dag at fylde 84 sider med supplerende rapporter. Herudover er der adskillige andre indberetninger og afregninger, som i dag er et krav.

3