Cand.scient.pol. og phil. Søren Carøe

Møns Bank er kendetegnet ved ordentlighed

”Vi har været kunder i Møns Bank i 41 år, og det grundlæggende kendetegn ved banken er ordentlighed. Når man driver virksomhed, kan det gå op og ned. Det særlige ved Møns Bank er, at dialogen er ordentlig. Det har den været hele vejen – også i mindre gode tider,” siger Søren Carøe, som bor i Rungsted, hvor han driver Strategisk Netværk® ApS, der laver samfundsanalyser for offentlige myndigheder, arbejdsmarkedsorganisationer m.fl.

 

”Dernæst er Møns Bank kompetent. Bankvirksomhed er kompliceret. I mit tilfælde handler det om andet og mere end en standardkonto. Det er mere komplekst, og derfor er det vigtigt, at rådgivningen er på højt fagligt niveau.”

 

Det startede med et billån. ”Min kone var færdiguddannet og havde fået job, så vi ville gerne have en bil. Først prøvede jeg at få et lån i en bank, som dengang havde en filial på Blegdamsvej i København, men blev spist af med, at der skulle være et møde i Nationalbanken, så ville man se. Det var jo nok at gøre for meget ud af sagen. Så prøvede vi min kones bank, men det endte med, at jeg ringede til Møns Bank, som spurgte, om jeg havde nogen berøring til øen.”

 

Det måtte siges. Søren Carøes slægt har dybe rødder på øen. Oldefaren kom til Møn i 1877, giftede sig med en mønsk pige og grundlagde en større købmandsvirksomhed i Stege, som var i familiens eje og i drift i mere end hundrede år indtil 1987. Og Søren Carøe selv er født og opvokset på øen.

 

”Banken svarede med det samme: ’Nu skal du høre, jeg sender dig et checkhæfte, og så finder vi ud af det.’ Det er tilgængelighed og enkelhed. Og sådan har det kørt lige siden!”

 

 

Møns Bank er lige om hjørnet                                              

 

Siden er det blevet til huslån, pensionsordninger, selvstændig virksomhed og meget andet.

 

”Jeg flyttede fra øen som 16-årig. I alle årene er bankforretningerne klaret over telefonen, og it-udviklingen har gjort det endnu nemmere. Møns Bank er stadig lige rundt om hjørnet til trods for en afstand på 140 kilometer.”

 

Søren Carøe mener, at banken er fremsynet og hurtig til at reagere.

 

”Møns Bank stiller med to mand og etablerer en dialog, så vi kan komme videre med det samme. I industribankerne er man heldig, hvis det lykkes at få fat i et menneske over telefonen.”

 

Søren Carøe har haft den samme bankrådgiver i 22 år og har i øvrigt anbefalet banken til sin søn, som ligeledes driver egen virksomhed.

 

”Det tager tid at opbygge gode relationer. Men det giver bonus at være vedholdende, for vi har et helt specielt forhold til banken. Samtidig er den professionelle distance bevaret. Det kan man ikke læse sig til. En rådgiver kan være aldrig så fagligt dygtig – hvad nytter det, hvis empatien ikke er med? Det er lige præcis her, medarbejderne i Møns Bank skiller sig ud!”