ADVARSEL: Digitaliseringsstyrelsen misbrugt

16.09.21

I løbet af 4. kvartal og gennem hele 2022 vil NemID løbende blive erstattet af MitID.
> Det kan du læse mere om her.

Allerede nu har vi kunder, der fortæller, at de er blevet ringet op af – angiveligt – ”Digitaliseringsstyrelsen”, som vil hjælpe dem med overgangen til MitID. Siger man Ja til den ”service”, bliver man med stor sandsynlighed franarret sine NemID-oplysninger, og så står adgangen til ens konti i banken åben.

Det samme gælder, hvis man åbner mails eller sms'er fra Digitaliseringsstyrelsen. Styrelsen henvender sig ikke til borgere på dén måde. Se eksempler på svindelforsøg her.

Pas på i alle tilfælde. Udlever aldrig dit NemID!

Hverken banker, myndigheder eller andre vil bede om – eller har ret til – at få udleveret dit NemID. Det er strengt personligt.

Bedrageriforsøgene går især ud over ældre. Har du ældre familiemedlemmer i din omgangskreds, kan du med fordel tage en snak med dem om fortrolighed omkring NemID.