Kendt bankmand skifter til Møns Bank i Vordingborg

01.02.16

Den 1. februar skiftede Lars Frimann bank.

Vordingborg er hans hjemmebane, og det er da også i den oprindelige Vordingborg Bank (nu Lollands Bank), at 42-årige Lars Frimann har været privatkundechef gennem de sidste 13 år.

 

Nu har han skiftet til Møns Bank og får Allan Andersen som leder.

 

- Jeg er meget glad for at kunne byde velkommen til Lars, som bliver min souschef, når vi åbner filial i Vordingborg i løbet af kort tid, siger Allan Andersen.

 

Selv skiftede Allan Andersen også fra Lollands Bank til Møns Bank. Det skete den 1. juni 2015.

 

- Lars er en erfaren leder og har et længere karriereforløb bag sig, hvor han har opnået stort lokalkendskab i Vordingborg-området, fortæller Allan Andersen.

 

Møns Bank har mere end 1.000 kunder i området i forvejen. Et tal, der er fortsat stigende, bl.a. efter at den tidligere erhvervschef i Vordingborg Bank, Mette Frank, begyndte i Møns Bank i december 2014. Og få måneder før begyndte konsulent Jan Nielsen i banken, også med Vordingborg som et af de områder, han servicerer kunderne i.

 

- Med Lars får vi et endnu bredere netværk og er nu rigtig stærkt repræsenteret i alle kommunens tre købstæder, tilføjer Allan Andersen.

 

Også Lars Frimann ser frem til samarbejdet.

 

- Det er sjovt igen at være kollega med Allan og Mette, og jeg glæder mig til det fremtidige samarbejde med kunderne, siger han.

 

 

Leder efter lokaler

 

I skrivende stund mangler der to privatrådgivere – samt de lokaler, som fremadrettet skal lægge hus til Møns Bank i Vordingborg.

 

- Vi er stadig på udkig efter egnede lokaler, siger Allan Andersen. Men selv om flere kunder allerede har skiftet til os, blot på nyheden om, at vi kommer til byen, har vi ikke travlt. Vi er indstillet på at åbne i noget midlertidigt, hvis vi ikke fra starten finder det rette.

 

Allerede nu kan man ringe til den kommende Vordingborg afd. på tlf. 55 31 24 00.