Kendt filialdirektør skifter til Møns Bank i Vordingborg

01.03.16

Per Reimer Nielsen, Stensved, er begyndt i Møns Bank den 1. marts.

Det er en erfaren bankmand med stort lokalkendskab, som Møns Bank har ansat til sin kommende afdeling i Vordingborg. 45-årige Per Reimer Nielsen kommer fra Sparekassen Sjælland gennem 11 år, heraf de seneste knap 2 år som filialdirektør.

 

- Jeg glæder mig rigtig meget til at få Per på holdet, siger filialdirektør for Møns Bank, Allan Andersen.

 

- Per er en erfaren leder og har et længere karriereforløb bag sig, hvor han har oparbejdet et bredt netværk og et indgående lokalkendskab, fortsætter Allan Andersen.

 

Allan Andersen og Per Reimer Nielsen har også en fælles fortid, da de begge har arbejdet i Vordingborg Bank, nu Lollands Bank.

 

Møns Bank har godt 1.000 kunder i Vordingborg-området i forvejen. Et tal, der er fortsat stigende, selv om banken endnu ikke har slået sig ned på en fast adresse.

 

- Vi har flere adresser i spil og endnu ikke taget en endelig beslutning, siger Allan Andersen.

 

 

Tid til kunderne

 

Per Reimer Nielsen har selv ønsket at få mere tid til det egentlige bankarbejde i forbindelse med jobskiftet.

 

- Jeg elsker kontakten med kunderne, og det er noget, man må gå lidt på kompromis med som leder, siger han. Derfor glæder jeg mig til at slippe noget af det administrative og hellige mig kunderne 100 %.

 

I Møns Bank vil Per Reimer Nielsen både tage sig af privatkunder og mindre erhvervskunder.

 

- En perfekt kombination, siger han. Det er netop styrken ved en lokalbank, at man kan få lov at arbejde i bredden til glæde for kunderne.

 

Privat er Per Reimer Nielsen gift med Helle, og sammen har de sønnerne Daniel og Mads på 21 og 16 år. I sin fritid er han glad for at spille badminton og tennis.

 

 

 

 

Yderligere oplysninger:

 

Per Reimer Nielsen, tlf. 55 31 24 05.