To kunstnere udstiller i Møns Bank

22.01.15

Frem til marts udstiller Lise Pflug og Marianne Gregersen i Stege

"Jeg maler og tegner, fordi jeg ikke kan lade være. Det er som at trække vejret."

 

Sådan siger Lise Pflug, som i øjeblikket udstiller sin kunst i Møns Bank.

 

"Naturen er min store inspiration. Jeg synes, at alt derude er spændende at kigge på og iagttage. Det gælder planter, insekter, træer, landskaber, sommerfugle m.m.," siger hun.

 

Især fuglene har en stor plads i Lises hjerte. Hun har bl.a. været i Sibirien, alleryderst ved Beringstrædet, i Manchuriet, i Alaska, i Sydafrika og i Equador.

 

"Alle lokaliteterne er vildt fascinerende - men det er det nu også at sidde ved Møns Klint og iagttage vandrefalken, når den med over 200 km i timen prøver at slå et bytte i luften," fortsætter hun.

 

Lise Pflug er uddannet fra Koninklijke Academie van beeldende Kunsten i Holland samt Schule für Gestaltung i Schweiz. Hun har udarbejdet illustrationer til flere bøger og har udstillet flere steder både i Danmark og udlandet.

 

 

Keramik fra Falster

 

Marianne Gregersen er keramiker og kunstmaler.

 

Aktuelt er det dog keramikken, det gælder, når hun udstiller i Møns Bank i Stege. Hun arbejder i stentøj, raku og stentøjs-porcelænsler.

 

Marianne er medlem af Åbne Atelierdøre Guldborgsund samt Art Nordfalster og Paletten.