Lokal bankmand gør comeback

08.08.14

Møns Bank åbner i Vinhusgade i Næstved med Lars Jørgensen som filialdirektør.

I løbet af efteråret åbner Møns Bank i Næstved. Og det bliver med afsæt i en stærk lokal forankring, da det er med den lokalkendte bankmand Lars Jørgensen i spidsen.

 

”Rigtig mange kender Lars Jørgensen fra hans næsten 30-årige virke i DiBa Bank, heraf de seneste syv år som erhvervschef”, siger bankdirektør Flemming Jensen.

 

Lars Jørgensen er 48 år og bosat i Næstved. Han er bestyrelsesmedlem i Næstved Erhverv og har også deltaget i Cityforeningen. Privat har han en brændende interesse for mountainbike-sporten, hvor han bl.a. har været medarrangør af det store løb i Fruens Plantage i denne sommer.

 

”Med HD i Finansiering har Lars Jørgensen et solidt teoretisk grundlag. Han er ligeledes en visionær, kompetent og dynamisk person, som har energien og de rette kvalifikationer til at få Møns Bank godt etableret og drevet i Næstved”, fortsætter Flemming Jensen. ”Desuden har han et stort netværk og er den helt rette til at sammensætte holdet til afdelingen”.

 

”Jeg glæder mig til opgaven”, siger Lars Jørgensen.  ”Især glæder jeg mig til igen at arbejde for en lokalbank med korte beslutningsveje, og hvor der er plads til den gode kundebetjening med fokus på individuelle løsninger, der skaber værdi for kunderne”.

 

Lars Jørgensen har en solid erfaring med både etablering og drift af en bankfilial og ved, hvad han taler om.

 

”Det handler om nærvær, engagement og ordentlighed. Simpelt hen. Vi vil være til rådighed som et stærkt lokalt alternativ overfor både privat- og erhvervskunder. Møns Bank er en solid bank, der har kræfterne til at løfte opgaven, og jeg ser frem til at være med til at gøre en positiv forskel i Næstved-området”, udtrykker Lars Jørgensen.

 

 

En stærk lokalbank

 

Møns Bank er kommet godt igennem finanskrisen siden 2008, hvor Østdanmark har mistet ni lokalbanker.

 

”I denne periode har vi øget vores forretningsgrundlag gennem overtagelse af to sparekasser. Vi har sagt velkommen til 6.000 nye kunder, en i forvejen god likviditet er blevet yderligere styrket, egenkapitalen er fastholdt, og vi har opnået et stigende forretningsomfang med en væsentlig stærkere basisdrift”, siger Flemming Jensen og sammenfatter ”Møns Bank står i dag endnu stærkere end før finanskrisen”.

 

Banken har i forvejen omkring 1.000 kunder i Næstved.

 

”Med de senere års ændringer i markedet har vi vurderet, at der er god plads til os i Næstved. Og vi er også blevet bekræftet i, at det giver god mening at etablere sig i byen. Siden vi meldte ud, at vi kom til Næstved, har vi fået mange henvendelser om at blive kunde i banken”, fortsætter Flemming Jensen.

 

Lars Jørgensens første opgave bliver at sætte et hold på 8-10 medarbejdere.

 

”Vi glæder os til at betjene bankens nuværende og kommende kunder i Vinhusgade 2-4, der bliver bankens forretningssted i Næstved, som vi forventer at tage i brug i løbet af nogle måneder”, afslutter Flemming Jensen.

 

Møns Bank er etableret i 1877. Banken har 18.000 kunder, 85 ansatte og filialer på Møn og Bogø samt i Præstø og Kongsted.

 

 

Eventuelle spørgsmål og yderligere information kan hentes hos:

 

Bankdirektør Flemming Jensen, tlf. 61 56 15 36

 

Filialdirektør Lars Jørgensen, tlf. 40 68 66 80