MobilePay og Swipp forener det bedste

14.11.16

Møns Bank er med i et nyt partnerskab, som åbner vejen for, at en samlet dansk banksektor kan stå bag MobilePay.

På sigt vil kunder i Møns Bank sige farvel til Swipp og goddag til MobilePay.

 

Swipp forbliver operationel i en periode, som endnu ikke er endeligt fastlagt, hvorefter løsningen fases ud. Indtil da serviceres løsningen og kan benyttes af både privatkunder og erhvervsdrivende. Samtidig med etablering af MobilePay udnyttes den omkostningseffektive konto til konto-løsning fremadrettet. Dermed forenes det bedste fra begge verdener til glæde for kunderne og pengeinstitutterne.

 

Det nye partnerskab vil ikke alene styrke MobilePay i forhold til fremtidig innovation til gavn for brugerne. Det betyder også, at sektoren står styrket i forhold til store internationale teknologivirksomheder, der gerne vil ind på det danske marked. Med det store antal af danske pengeinstitutter, der nu bakker op om løsningen, er der grundlag for med stor styrke at udvikle og udbrede MobilePay, samtidig med at vi med konto til konto-infrastrukturen får mulighed for at gøre dette på den mest omkostningseffektive måde.

 

Nyt navn

 

MobilePay vil fremover alene blive markedsført på sit navn og ikke som hidtil "MobilePay by Danske Bank". Det nye partnerskab betyder også, at bankerne gennem det fælles indkøbsselskab BOKIS sikres indflydelse på den fortsatte udvikling af MobilePay.

 

 

Overblik – det sker der nu:

  • Swipp kan i en periode fortsat benyttes af både privatkunder og erhvervsdrivende.
  • Kunderne vil løbende blive orienteret.
  • Bankens erhvervskunder vil få hjælp til at flytte fra Swipp til MobilePay.
  • Den centrale konto til konto-løsning, som vi kender den fra Swipp, udnyttes fremadrettet.
  • Private kommer fortsat ikke til at betale for at benytte MobilePay.