Møns Bank styrker indsatsen på investeringsområdet

02.01.18

Lavrente og øget efterspørgsel efter investeringsrådgivning har fået Møns Bank i Næstved til at opprioritere området med ansættelse af lokalkendt formuerådgiver

 

Renteniveauet har nu gennem flere år været i den absolut lave ende, og de tider er for længst forbi, hvor man kunne regne med en vis renteindtægt på bankkontoen.

 

- Vi er i et marked, hvor renten endda i nogle situationer er negativ, siger filialdirektør Lars Jørgensen fra Møns Bank i Næstved. Derfor giver vi aktuelt ingen rente for indlån, men mærker til gengæld en stigende efterspørgsel efter investeringsrådgivning.

 

- Mange har fået øjnene op for, at man godt kan få et positivt afkast af sin formue, uden at man behøver at ’satse hele butikken’, tilføjer han. Det er jo et spørgsmål om risiko, og vi kan tilbyde produkter både til den forsigtige og den mere risikovillige investor.

 

 

Erfaren rådgiver ansat

 

Den øgede interesse har fået banken til at opprioritere området, og i Næstved er 54-årige Henrik Holm ansat fra 1. januar.

 

- Jeg kender Henrik Holm fra tidligere som en særdeles kompetent formuerådgiver, siger Lars Jørgensen. Henrik har fingeren på pulsen og ved, hvad der rører sig på markederne. Tilmed er han en yderst behagelig person, som både har glimt i øjet og er tålmodig og god til at forklare tingene, så man forstår dem.

 

Henrik Holm har arbejdet med investering siden 1985, heraf de seneste mange år i DiBa Bank og Sydbank. Privat er han bosat i Næstved med sin familie, og i fritiden er han bl.a. aktiv som bestyrelsesmedlem i Næstved Basketball.

 

- Henrik har stor faglig indsigt og er meget lokalkendt, så vi glæder os over, at han nu har valgt at blive en del af holdet her i Møns Bank i Næstved, siger Lars Jørgensen. Og samtidig kan vi bedre imødekomme de mange kunder, der fortsat retter henvendelse til os.

 

Også Henrik Holm ser frem til samarbejdet.

 

- Møns Bank har en størrelse og kultur som lokalbank, som jeg i bund og grund er vokset op med gennem alle årene, siger han. Jeg glæder mig meget til igen at arbejde i en mindre bank, hvor man er tæt på både kunder, kolleger og ledelse, slutter han.

 

 

 

 

 

Yderligere oplysninger:

 

Filialdir. Lars Jørgensen, tlf. 5575 3001

 

Bankdir. Flemming Jensen, tlf. 6156 1536