Pengeautomat i tørvejr og sikkerhed

26.04.16

Møns Bank har lyttet til et stort kundeønske og flytter pengeautomaten i Stege ind i vindfanget.

Er der noget værre end at stå på et forblæst gadehjørne og ordne banksager, måske endda i regnvejr?

 

- Gennem tiden har en del kunder sagt til os, at de rigtig gerne ville have lov at hæve penge under mere rolige forhold, siger marketingchef Susanne B. Jensen i Møns Bank. Det ønske har vi nu lyttet til og derfor flyttet pengeautomaten ind i vores vindfang.

 

Placeringen i en såkaldt lobby-løsning gør, at man nu ikke kun kan hæve penge i tørvejr. Det er også mere sikkert.

 

- Uden for vores åbningstid kan man åbne døren med sit kort, og når man er gået ind, bliver der ikke lukket andre ind, fortsætter Susanne Jensen. Det betyder, at man i ro og mag kan færdiggøre sine bankforretninger uden nysgerrige blikke fra andre.

 

Når man er færdig ved automaten, trykker man sig blot ud af banken igen.

 

 

Meget andet

end hævninger

 

Efterhånden bliver pengeautomater mere og mere avancerede, og det gælder også Møns Banks nye automat, som ikke kun kan klare udbetalinger.

 

- Man kan også sætte penge ind via automaten, fortæller Susanne Jensen. Især i dén situation er det rart, at man ikke er overvåget af andre - og specielt, hvis man er forretningsdrivende med måske store beløb til indbetaling.

 

Automaten kan også håndtere overførsler mellem ens egne konti, og man kan se saldoen på sine konti samt de seneste fem posteringer, og man kan endda også printe dem.

 

Endelig kan man veksle til Euro på alle tider af døgnet.

 

- Står man og skal til udlandet, kan man købe Euro direkte i automaten. En rigtig smart funktion, slutter Susanne Jensen.

 

Møns Banks automat er den eneste på Møn, der er placeret i en lobby med adgang 24 timer i døgnet. Løsningen er også handicapvenlig med tilkørselsrampe.

 

 

Samme løsning

i Næstved

 

I løbet af den nærmeste fremtid vil samme løsning blive indført i Næstved. Det sker i sammenhæng med en ombygning, hvor der også bliver dannet et vindfang i filialen.