Superautomat tager 200 sedler ad gangen

04.10.16

Møns Bank har flyttet sin nye superautomat i Vinhusgade ind i vindfanget.


Er der noget værre end at stå på et forblæst gadehjørne og ordne banksager, måske endda i regnvejr?

 

- Vi har lyttet til et ønske om at kunne bruge vores pengeautomat under mere rolige forhold, siger filialdirektør Lars Jørgensen, Møns Bank i Næstved. Derfor har vi netop flyttet automaten ind i vores vindfang.

 

Placeringen i en såkaldt lobby-løsning gør, at man nu ikke kun kan hæve penge i tørvejr. Det er også mere sikkert.

 

- Uden for vores åbningstid kan man åbne døren med sit kort, og når man er gået ind, bliver der ikke lukket andre ind, fortsætter Lars Jørgensen. Det betyder, at man i ro og mag kan færdiggøre sine bankforretninger uden nysgerrige blikke fra andre.

 

Når man er færdig ved automaten, trykker man sig blot ud af banken igen.

 

 

Indbetalingsfunktion

afløser døgnboks

 

Efterhånden bliver pengeautomater mere og mere avancerede, og det gælder også Møns Banks superautomat, som ikke kun kan klare udbetalinger.

 

- Man kan også sætte penge ind via automaten, fortæller Lars Jørgensen. Især i dén situation er det rart, at man ikke er overvåget af andre - og specielt, hvis man er forretningsdrivende med måske store beløb til indbetaling.

 

Automaten tager hele stakken af sedler på én gang - op til 200 stk. - og de behøver ikke være sorteret, ligge retvendt eller for så vidt særligt lige.

 

- Før i tiden skulle man forberede en deponering i døgnboks, men nu stikker man bare hele bundtet ind i automaten på én gang, og når maskinen har talt op, bliver man spurgt, om man er enig i beløbet, tilføjer Lars Jørgensen. I så fald går pengene straks ind på kontoen, og det hele har taget under 1 minut!

 

Til medarbejdere kan der udstedes et særligt kort, som kun kan bruges til indbetalinger.

 

Automaten kan også håndtere overførsler mellem ens egne konti, og man kan se saldoen på sine konti samt de seneste fem posteringer, og man kan endda også printe dem. Endelig kan man veksle til Euro på alle tider af døgnet.

 

- Står man og skal til udlandet, kan man købe Euro direkte i automaten. En rigtig smart funktion, slutter Lars Jørgensen.

 

 

Foto:

200.000 kr. deponeres lynhurtigt i Møns Banks superautomat - og er til rådighed på kontoen med det samme.

 

 

Yderligere oplysninger:

 

Filialdirektør Lars Jørgensen

Tlf. 5575 3001