Bitcoin og andre kryptovalutaer

Møns Bank accepterer ikke kryptovalutaer, herunder Bitcoin, og fraråder på det kraftigste at benytte eller investere heri.

Bitcoin er verdens mest udbredte kryptovaluta, som bl.a. kan bruges til at handle med på internettet. I modsætning til gængse betalingsteknologier er Bitcoin decentraliseret, hvilket betyder, at ingen virksomhed, organisation eller stat står bag teknologien, som blev udgivet som open source tilbage i 2009.

Det betyder, at kryptovalutaer i modsætning til traditionelle valutaer hverken er reguleret eller underlagt beskyttelsesregler i lovgivningen på dansk eller internationalt plan. Kryptovalutaer har altså ikke den investor- og forbrugerbeskyttelse, der typisk er forbundet med almindelige valutaer og investeringer.

Samtidig har Bitcoin og andre kryptovalutaer vist sig at være særdeles volatile, og kursdannelsen er ikke gennemsigtig. Som investor har man derfor begrænset indsigt i, hvordan markedet udvikler sig, og hvad der driver kursen. Verdens næststørste kryptobørs blev i juli 2023 hacket og mistede halvdelen af sine værdier. En tredje kryptovaluta, Terra, skulle fungere som en særlig stabil valuta, men mistede 96% af sin værdi på bare 3 dage i maj 2022.

Kryptovalutaer er gentagne gange anvendt til kriminelle formål som fx hvidvask. Endvidere florerer der mails, sms'er og opslag på sociale medier som fx Facebook, hvor forbrugere lokkes til at investere - evt. via kendte tv-folk, skuespillere eller kunstnere - men hvor der er tale om rendyrket svindel. 


Voldsom CO2-udleder

Endelig er kryptovalutaer afhængige af et enormt energiforbrug, hvilket harmonerer dårligt med ønsket om at støtte bæredygtighed og nedbringe verdens CO2-udledning. Læs evt. mere om energiforbruget og teknologien i denne artikel fra DR.

Banken medvirker på dette grundlag ikke til håndtering af kryptovaluta af nogen art, herunder overførsler af penge, eksponering mod kryptovaluta, medvirken til udbetaling af gevinster eller andet. Transaktioner eller handlinger, der involverer kryptovalutaer, vil blive afvist.