Feddet

Fem-stjernet luxus eller "simple living" – Feddet Strand Resort ved Præstø er én af blot to danske campingpladser, der kan bryste sig af den anerkendte titel Superplatz.

Michelin-stjerner ved nok alle, hvad er, men Superplatz?

- I campingverdenen er det vores højeste anerkendelse, som ADAC, Tysklands svar på FDM, hvert år uddeler, fortæller Ivan Reedtz-Thott.

Han er indehaver af Feddet Strand Resort, der fortsat bærer den anerkendte titel, som bestemt ikke er en, man kommer sovende til.

- Forskellige inspektører fra ADAC besøger os hvert år og vurderer os ud fra faciliteter, restaurant, underholdning og meget andet, fortsætter Ivan. Vi aner ikke, hvem de er, eller hvornår de kommer!

Heldigvis har Ivan en uundværlig højre hånd i form af lejrchef Kasper Kristensen, der ligesom ham selv går op i, at alt skal fungere og være så perfekt som muligt.

- Man skal ha' et øje på hver en finger, siger Kasper. Det handler om alt fra rengøring til maling og vedligeholdelse. Og i alle hjørner, for man ved ikke, hvor de kigger hen!

Foto: Kasper og Ivan har fået besøg af erhvervsrådgiver Susanne Houmann fra Møns Bank.


En lang rejse

Historien om Feddet Strand Resort går faktisk 60 år tilbage i tiden.

- Min far oprettede campingpladsen i 1960 og havde fra begyndelsen store ambitioner, fortæller Ivan. Desværre døde han alt for tidligt, og efterfølgende har jeg forsøgt at indfri de høje ambitioner, der var for pladsen. Nu er camping ikke længere noget, der kun hører sommeren til - vi har gæster året rundt - og derudover tilbyder vi en standard, som man kun finder på de bedste steder i Sydeuropa. Og vi har langt flere overnatninger end tidligere, op mod 3-4000 gæster i døgnet, når det går højest!

- Det er faktisk som en lille by, supplerer Kasper. Man er jo både borgmester, vicevært og politimand, når folk har spørgsmål, bliver syge, eller der er ballade. Det er ikke hver nat, jeg sover igennem, men heldigvis er der fin selvjustits hos langt de fleste!

- Og det er rigtig rart, for her under coronakrisen har vi haft ekstraordinær travlhed med alle de mange danskere, der har valgt at holde ferie herhjemme, tilføjer Kasper.


Fleksibel bank

Feddet er meget mere end camping. Det er også landbrug, skovdrift, plantager og udlejning, der tegner Ivans samlede virksomhed, som han driver fra Strandegård.

- Det kræver en fleksibel bank, og jeg er virkelig glad for, at jeg altid kan ringe til Susanne Houmann i Møns Bank, når vi har nye projekter på bedding, siger Ivan.

Strandegård har fx omlagt til økologisk landbrug, ligesom skovdriften er PEFC-certificeret, hvor man tager ansvar for klima og miljø.

- Men det er jo selvfølgelig campingpladsen, der er det mest synlige, siger Ivan, og den, som folk primært kommer her for. Og bookningen til 2021-sommeren er i fulde omdrejninger!


Har du også lyst til at finde ud af, hvad Møns Bank kan gøre for dig, så kontakt en af vores erhvervsrådgivere - eller send dine oplysninger her.  
 

feddet