GlasMads

Glas Mads er navnet på manden – og firmaet – der aldrig siger Nej til en opgave.

Rutineopgaver er der masser af hos Glas Mads, men der er også specialopgaver, som sætter kulør på hverdagen. 

Et spejl, som i bunden skal skæres i 6-kanter hele vejen over for at passe med en flisevæg?

- Det tror jeg godt, vi kan, røg det ud af Mads, og så fangede bordet. I hvert fald på den faglige stolthed.

- Altså, får jeg sagt Ja til en opgave, så har jeg svært ved at trække i land igen.

Mads Frederiksen er glarmester af den gamle skole. Født og opvokset på Møn, hvor hans erhvervskarriere udgår fra siden februar 2000. Han er uddannet i mesterlære, og sådan så han gerne, at det fortsatte med de unge.

- Man får altså en helt anden tilgang til faget, når man selv roder med tingene, siger han.

Én af de lærlinge, Mads har udlært, er Mikkel Saksenborg – og så er vi faktisk i gang med at beskrive personerne omkring Glas Mads.

- Mikkel kører nu vores indramningsfirma, Lista Bella i Stege. Og selv er firmaet jo også vokset ud af Møn – til Haslev, hvor vi i dag har vores primære glarmestervirksomhed, fortæller han.

Som uvurderlig sparringspartner har Mads sin hustru Jannie ved sin side. Parret bor på Møn, men hver dag tager Jannie turen til Haslev for at styre de mange aftaler, som Mads og hans folk har fat i.

- Haslev er den perfekte beliggenhed, siger hun. Her kan vi nå ud til kunder over det meste af Sjælland på bare en halv time. Mads selv er ofte på opgaver i andre dele af Sjælland og på øerne.


Spejle, vinduer, døre...

Glas Mads har specialiseret sig i større leverancer til nybyggeri. Det drejer sig typisk om spejle, vinduer, vinduesplader og brusenicher – og det er ikke ualmindeligt, at der skal monteres i op til flere huse på én arbejdsdag.

- Vi har virkelig mange forskellige opgaver, siger Mads.

En særlig udfordring var en dag, hvor han skulle kravle 4 m op i en kæmpestor John Deere-traktor og skifte ruder.

- Dét var balancekunst, der ville noget, griner han.

Bilglas er endnu et hjørne af virksomheden, som også giver sig af med blyindfattede ruder til fx kirker. Også skoler er i kundekredsen og bliver serviceret, når nogle har været lidt for kække med fodbolden...


Kvalitet og fleksibilitet

Det er ikke en selvfølge, at en lille virksomhed med blot en håndfuld medarbejdere kan klare sig i konkurrencen med større virksomheder – og slet ikke på rutineopgaver. Men Glas Mads kan.

- Det hænger sammen med kundetilfredshed, siger Mads. Vi går ikke på kompromis med kvaliteten, og så har vi den ekstra joker i ærmet, at vi er ultra fleksible. Hvis en tidsplan skrider på et byggeri, så tilpasser vi os lynhurtigt.

- Det er lidt det samme, jeg oplever med Møns Bank, siger han. Man er der for kundernes skyld – og faktisk netop på grund af – kunderne. Det kræver et engagement og en viljestyrke, hvor man altid siger: ”Selvfølgelig kan vi det!”  


Har du også lyst til at finde ud af, hvad Møns Bank kan gøre for dig, så kontakt en af vores erhvervsrådgivere - eller send dine oplysninger her.