Nedsparing

Har du lav gæld i din bolig, kan du ofte bruge din friværdi til at få flere penge som pensionist. Dette kaldes nedsparing.

Nedsparing betyder, at du udnytter friværdien i din bolig til at få flere penge mellem hænderne som ældre boligejer. Det kan være en måde at trække på din opsparing i boligen i stedet for at spare yderligere op.

Når du nærmer dig pensionen, kan det give mening at overveje, om det er tid til at bruge af friværdien fremfor at betale mere af på boligen. Mange pensionister oplever, at deres forbrug overstiger deres indkomst, og her kan nedsparing give et større økonomisk råderum.

Mulighederne for nedsparing kan for eksempel være at:

  • Vælge afdragsfrihed og få en lavere ydelse.
  • Låne i din friværdi og få udbetalt et beløb.
  • Begge muligheder kaldes nedsparingslån.


Hvornår giver det mening?
Hvis du har afdraget længe på dit realkreditlån, og din bolig er steget i værdi, kan nedsparing være relevant. Det kan give dig mere økonomisk frihed, uden at du skal sælge din bolig. Målet kan være at få et større rådighedsbeløb, når du går på pension.

Et nedsparingslån kan være en god løsning, hvis:

  • Du vil frigøre penge til forbrug eller har større planer.
  • Din gæld i boligen er lav (under 60% af boligens værdi).
  • Du planlægger at blive boende i boligen i flere år


Kan man låne i boligen som pensionist?
Ja, det er en myte, at pensionister ikke kan låne i deres bolig. Hvis du har lav gæld i boligen, kan det faktisk give dig gode muligheder for at optage et lån, selv som pensionist.

Det er dog altid en god idé at planlægge din pensionsøkonomi i god tid, så du har mulighed for at få den bedst mulige løsning. Har du en lav gæld, kan du ofte låne, så længe det samlede lån ikke overstiger 60% af boligens værdi.

Kan man få nedsparingslån i sommerhus eller andelsbolig?
Har du friværdi i et sommerhus, kan det være muligt at spare ned, men kun hvis det er din helårsbolig. Har du en andelsbolig, kan du ikke optage realkreditlån, men tag en snak med os om mulighederne for et andelsboliglån.

Er der risici?
Selvom nedsparing kan give et økonomisk råderum, er der også risici. Ændrer din økonomi sig, kan det blive sværere at betale lånets ydelser, og du kan risikere at skulle flytte. Derudover kan boligens værdi falde, så du ikke kan låne så meget, som du forventede.

Få altid rådgivning, så du kan sikre dig den bedste løsning nu og i fremtiden. Kontakt os her.