200.000 kr. til lokale formål

Jubilæumsfonden i Møns Bank udlodder store beløb i lokalområdet.


Gennem 44 år har Møns Bank hvert år uddelt penge til lokale initiativer via sin Jubilæumsfond, der blev stiftet ved bankens 100 års jubilæum. Hidtil har beløbene været i størrelsesordenen omkring 25.000 kr., men de seneste tre år er der skruet ekstra op for uddelingerne.

Formand for fonden Peter Ole Sørensen uddyber:

- Renteniveauet har gennem flere år ligget sådan, at vi ikke får tilvækst i fondens midler, der kan bruges til udlodning. Vi har derfor ansøgt Civilstyrelsen og fået godkendt en opløsning af Jubilæumsfonden. Fondens grundkapital på ca. 475.000 kr. er derfor uddelt over tre år, og i år er det således sidste uddeling, der finder sted.


Stor interesse

- I dette sidste år har vi modtaget ikke mindre end 134 ansøgninger, hvoraf vi har valgt at imødekomme 18 med et større eller mindre beløb, siger Brit Hindborg Skovgaard, der også er medlem af fondsbestyrelsen. Det er primært støtte til projekter indenfor sport og kultur, som ellers ikke havde mulighed for at blive gennemført, men også et par specielle studielegater.

- Vi har ønsket at hjælpe projekter på vej, som er til glæde for så mange som muligt i bankens nære områder, herunder Vordingborg, Faxe og Næstved kommuner, tilføjer Pia Dahl, der er det tredje medlem af bestyrelsen. Vi har især lagt vægt på aktiviteter, der er båret af frivillige kræfter.

Den samlede udlodning er på 200.000 kr. og fordeler sig således:

Veterancafeen i Næstved modtager 10.000 kr. til haveredskaber. Veterancafeen er et samlingssted for Næstved kommunes veteraner og deres pårørende – personel, der har været udsendt af den danske stat i tjeneste for sundhedsvæsenet, forsvaret, beredskabet og politiet, mange med skader på sjæl og legeme. Men i Veterancafeen kan man gå til hånde på Stenlængegaard, få en snak med ligesindede og møde sympati og forståelse.

Vordingborg Motocross Club modtager 10.000 kr. til fem startbomme. Klubben har gennem tiden kvalificeret sig til at måtte afholde C- og B-løb, og det kræver optimerede startbomme med et godt og fornyet underlag. Den eksisterende startbom er forældet og nedslidt efter at have stået på banen siden klubbens start i 1986.

Folkemøde Møn modtager 2.500 kr. til køb af en rampe til kørestolsbrugere. Folkemøde Møn er blevet en stadigt større aktivitet, og med beløbet fra Jubilæumsfonden kan arrangørerne anskaffe en mobil rampe, så også kørestolsbrugere kan blive inkluderet i det populære arrangement.

Stop Spild Lokalt modtager 2 x 3.000 kr. til en bærbar pc i henholdsvis Næstved og på Møn. Foreningen indsamler overskudsvarer fra bl.a. supermarkeder og uddeler til værdigt trængende. Der er tale om 100% frivilligt drevet arbejde, og foreningen er en betydelig brik i at imødegå madspil. Således indsamles der fx alene i Næstved ca. 20 tons overskudsvarer om ugen. 

Næstved Bordtennis modtager 10.000 kr. til talentudvikling for Jacob og Simon Petersen. Drengene er tvillinger, 15 år, og er inde omkring ungdomslandsholdet i bordtennis. Via Eliteakademiet i Næstved Bordtennis har de allerede vist betydelig fremgang, og pengene skal bl.a. bruges til deltagelse i internationale stævner i Tjekkiet og Sverige med henblik på yderligere udvikling.

Buster Mads Christensen modtager 9.500 kr. til udvikling af hans bowlingspil. Buster er 13 år og har spillet bowling siden han var 6 år. Han har allerede vundet adskillige mesterskaber og må betegnes som et af Danmarks helt store talenter. Buster træner i Haslev og Køge under Dansk Bowling Forbund, og pengene skal bl.a. bruges på yderligere talentudvikling ved deltagelse i mesterskaber i Belgien og Irland. Buster bor i Haslev.

Vordingborg Fri Fagskole modtager 10.000 kr. til hjælp til opbygning af et amfiteater med plads til 120 siddende publikummer. Det vil give helt nye muligheder for skolen, som kan engagere sig i lokalområdet med teater, sangaftener, koncerter, foredrag og "spis-sammen"-arrangementer.

Møns Handelsstandsforening modtager 25.000 kr. til køb af pavilloner. Foreningens mange aktiviteter er hidtil delvis blevet afviklet med telte, men med pavilloner bliver man mere uafhængig af vejrlig, ligesom pavillonerne er nemmere at håndtere. Møns Handelsstandsforening står bag meget store og populære arrangementer som fx sommerens Tirsdagsmarkeder, Sildemarked og Æblernes Dag.

BROEN Vordingborg modtager 10.000 kr. til aktiviteter for udsatte børn og unge. Inklusion og at være sammen om andet end skolen betyder rigtig meget, og derfor arbejder BROEN målrettet på at øge trivslen hos børn og unge, som ikke er foreningsaktive. Det sker via samarbejde med Røde Kors, DGI, kommunen og områdets foreninger.

Færgen MØNs Venner modtager 20.000 kr. til redningsflåder. Færgen MØN er en af Danmarks ældste bevarede stålnittede skibsfærger, bygget på Nakskov Skibsværft i 1922-23 og kan således snart fejre 100 års jubilæum. Færgen sejler som turistattraktion i farvandet omkring Sydsjælland og Møn - og er af Skibsbevaringsfonden blevet kåret med den højeste udmærkelse, som et veteranfartøj kan opnå.

Mern Forsamlingshus modtager 10.000 kr. til fremme af "fællesskabet og det gode liv i Mern og omegn". Det kan bl.a. ske i form af filmaftener, foredrag, historiske aftener, sportscafé, LAN-parties for unge, oplysningsaftener med områdets foreninger og workshops med fx strik, syning, yoga, sang og leg m.m.

Farmorhusets Sommerhave i Stege modtager 10.000 kr. til etablering af trækvognsture og trykning af kort. Farmorhusets Sommerhave er en ny aktivitet, som blev startet op i 2020 med underholdning i form af musik, sang, ansigtsmaling og historiefortælling på børnenes præmisser. Alle børn har lige ret til aktiviteterne, uanset økonomisk formåen.  

Tobias Arup Levring modtager 10.000 kr. til støtte for hans karriere som cykelrytter på eliteplan. Tobias er 17 år og har allerede vist sit talent, bl.a. ved at køre flotte placeringer hjem på cykelbanen i Ballerup Superarena og med en sølvmedalje ved de danske juniormesterskaber i 3000 m forfølgelsesløb. Tobias bor i Vordingborg.

Foreningen for Traditionelle Håndværk modtager 12.500 kr. til indretning af et fælles- og formidlingslokale i Baadhal 8 på Præstø Havn. Foreningen driver et værksted, hvor det gode håndværk er i fokus, og hvor brugerne kan mødes på tværs af håndværksmæssige færdigheder, alder og sociale skel i autentiske rammer. Også skoler, institutioner og byen som helhed har glæde af, at kulturen omkring de gamle håndværk bevares.

Caroline Stolt modtager støtte til hendes kompetencer og potentiale som dressurrytter på hesten Ripasso. Ridesportens mestre og store vindere er ofte over 50 år, men Caroline udmærker sig ved at være 18 år og meget ambitiøs. Hun er tilknyttet Fladså Rideklub og har gode muligheder for at lære at ride Grand Prix - dressurens sværeste disciplin - og vil deltage i Dansk Rideforbunds mesterskab for Youngriders 2022.

Næstved Vikings modtager 10.000 kr. til projektet "Kickstart efter corona". Mange børn og unge er blevet inaktive under nedlukningen som følge af pandemien, og Næstved Vikings har - med udgangspunkt i amerikansk fodbold - en målsætning om at aktivere og fastholde børn og unge i et aktivt idrætsliv. Det vil bl.a. ske i samarbejde med BROEN, der yder økonomisk tilskud til udsatte børn og unge.

Thorvaldsen Samlingen på Nysø modtager 20.000 kr. til et nyt formidlingstiltag. Billedhuggeren Bertel Thorvaldsen vender hjem til Danmark i 1838 efter at have arbejdet i Rom i mere end 40 år. På det tidspunkt er han en af Europas mest eftertragtede og anerkendte billedhuggere. På Nysø opholder han sig de sidste 5 år af sit liv og betegner dem selv som de lykkeligste. Det nye formidlingstiltag hedder ”Prøv Herregårdens Garderobe” og er primært rettet mod børn og unge.

Næstved Basketball modtager 7.500 kr. til køb af 20 nye basketbolde. Foreningen har oplevet en stor fremgang fra 2020 til 2021, takket være en målrettet indsats fra klubbens trænere. Men det betyder, at der er udfordringer med at have bolde nok til medlemmerne. Med donationen kan klubben tilgodese især de yngre spillere, som talmæssigt er vokset stærkest.