Med virkning fra 1. august skærer Møns Bank en time af åbningstiden.
Torsdag har i mange år været "lang dag" i bankerne, men med tiden er de fysiske åbningstider blevet af mindre betydning.
- Vi oplever, at timen fra kl. 16-17 om torsdagen ikke bliver udnyttet, siger kunde- og salgschef Brian Arnvig. Flere og flere kunder klarer sig fint med vores online serviceydelser, og rådgivning bliver i stigende omfang aftalt uden for den normale åbningstid.
- Det sidste er nemlig fortsat en mulighed: At man kan aftale en tid med sin rådgiver, når det passer kunden bedst, tilføjer han.
Fra 1. august forkorter Møns Bank den ugentlige åbningstid med en time - nærmere bestemt torsdag - så banken lukker kl. 16 på alle hverdage.