Ændret kassebetjening i Møns Bank

Fremover er der kun åbent i kassen den første og sidste hverdag i måneden.

Coronakrisen har betydet mange ændringer i samfundet. På ganske få måneder er dybt indgroede vaner blevet ændret fra den ene dag til den anden.

- En af ændringerne er vores brug af kontanter, siger kunde- og salgschef Brian Arnvig. Det er simpelt hen styrtdykket. Medvirkende hertil har været, at forretningerne har frabedt sig kontanter og bedt kunderne om at bruge kort- og mobilbetaling. Det har kunderne i den grad taget til sig, og vi er af den helt klare overbevisning, at det er kommet for at blive.

Møns Bank har taget konsekvensen og ændrer derfor på kassebetjeningen i Stege. Den seneste nedlukning af kassen har varet siden december, og når kassen nu genåbner ultimo april, bliver det på andre vilkår.

- Vi har overvejet helt at lukke kassen i forbindelse med genåbningen, men har indtil videre besluttet at holde åbent for kassebetjening den første og sidste hverdag i måneden fra kl. 10-16, siger Brian Arnvig. Så må vi følge, hvordan det udvikler sig.

Ændringen omfatter også optælling af mønt, som for private kun kan ske den første og sidste hverdag i måneden. Erhvervskunder skal indgå en aftale med Nokas for at kunne benytte mønttæller i bankens afdelinger.


Større samarbejde
om pengeautomater

- Kontanter kan i stedet hæves og indsættes i pengeautomater, og faktisk i mere end 300 KONTANTEN-automater over hele landet, som vi samarbejder med, siger Brian Arnvig. Det sker på samme vilkår, som hvis man bruger de automater, der er opsat ved Møns Bank. For erhvervskunder, der har en aftale med Nokas, er der også mulighed for indkast af døgnboks.

Der kan også hæves Euro i pengeautomaterne, op til fx 2.000 Euro om dagen på et VISA/Dankort (modværdien af 15.000 kr.).

Kassen åbner første gang torsdag den 29. april kl. 10-16, da fredag er Store Bededag.