Banken i Præstø fylder 20 år

Præstøs eneste bank fejrer fødselsdag med manér fredag den 29. april.

 - Vil man være en aktiv del af lokalsamfundet, kan man ikke bare sidde med hænderne i skødet.

Sådan siger filialdirektør Jan Friis Møller, der er frontmanden bag Møns Bank i Præstø. Han arbejder målbevidst for, at banken på Svend Gønges Torv ikke kun findes på netop torvet, men også giver sit bidrag til den lokale samfundsudvikling og er synlig i mange andre sammenhænge.

- Det var min forgænger Arne Jørgensens idé, at Møns Bank skulle åbne filial i Præstø i 2002, og nu 20 år efter må vi sige, at det var helt rigtig set, siger Jan Friis Møller. Og lige fra begyndelsen var det bankens klare mål, at vi skulle være en ægte lokalbank. Det medfører, at man involverer sig i det nære og giver sit besyv med, både økonomisk, men også på anden vis.

Et godt netværk, lokalt engagement og ikke mindst gode medarbejdere er nogle af de faktorer, Jan Friis Møller peger på, når han skal forklare fremgangen fra 500 til 5.000 kunder på de 20 år. Dertil kommer, at Møns Bank stadig befinder sig i områder, som andre banker har forladt.

- Selv om kunderne måske ikke længere kommer så tit i banken, betyder det stadig noget, at vi er her, siger Jan Friis Møller. Ikke mindst, når det kommer til opbakningen om de aktiviteter, der foregår i området, fx handelslivet, foreningslivet og arrangementer også uden for arbejdstid. En økonomisk eller praktisk håndsrækning påskønnes altid af dem, der udfører frivilligt arbejde. De kan se, at deres indsats bliver bemærket og værdsat.

Møns Bank er også en aktiv medspiller i bl.a. byfornyelse, hvor bankens Initiativgruppe har medvirket til at sikre og udvikle mange lokale byggeprojekter.


Høj stemning

Jan Friis Møller vil også gerne fremhæve sine kolleger som forklaring på den store fremgang.

- De gør virkelig en forskel, siger han. De er både fagligt dygtige og har en fin fornemmelse for, hvad det vil sige at være til for kunderne skyld. Og vi hører tit fra netop kunderne, at de mærker en god stemning i banken.

Den gode stemning er sikret, når banken fejrer sin 20 års dag fredag den 29. april. Festlighederne begynder kl. 15, hvor der er lagkage, kaffe, øl/vand og slush-ice. Børnene kan køre en togtur med Futte og deltage i en tegnekonkurrence – og alle kan deltage i en rask lille konkurrence om 20 x 2 biografbilletter til Bio Bernhard. Denne konkurrence er faktisk allerede åben nu på www.moensbank.dk/20