Rønnede Golf Klub og Møns Bank har indgået en samarbejdsaftale, der kommer begge parter til gode.
Filialdirektør Jan Friis Møller fra Rønnede siger:
- Vi fik en henvendelse, vi ikke kunne sidde overhørig. Rønnede Golfklub er en særdeles spændende forening med stor lokal og social betydning, så selvfølgelig vil vi gerne være bank for klubben.
Også Jens Jensen fra klubbens bestyrelse er meget begejstret for samarbejdet.
- Møns Bank kommer med et setup, der passer som fod i hose til en forening som vores, siger han. Banken påtager sig ikke kun at hjælpe os med drifts- og anlægsfinansiering til fornuftige priser, men ønsker også at være sponsor i klubben, og det sætter vi i høj grad pris på.
- Det er jo en noget-for-noget handel, fortsætter Jan Friis Møller. Vi får reklame i klubben og kan tilbyde bankydelser på favorable vilkår. Og ikke mindst er vi lige i nærheden, så vi kan komme ud med kort varsel til de medlemmer, der ønsker at lære os nærmere at kende. Det er nemlig ét af vores varemærker: At vi altid er til at tale med - og ikke mindst med kort varsel.
Rønnede Golf Klub har godt 550 medlemmer.
Læs mere på www.moensbank.dk/rgk.