Halvårsresultat bedre end forventet

Med en meget tilfredsstillende basisdrift på 23,5 mio. kr. er Møns Bank kommet særdeles godt igennem første halvår af 2020. Resultatet før skat er 15,4 mio. kr., og forventningerne til året som helhed opjusteres.

”Til trods for den helt specielle situation med Covid19, der generelt har bremset op for erhvervskundernes investeringer, så har der været både en høj omsætning og god aktivitet indenfor ejendomshandler i vores markedsområde,” siger bankdirektør Flemming Jul Jensen. ”Det har medført mange finansieringsopgaver og også nye kunder i banken.”

Det meget lave renteniveau har samtidig betydet, at banken i stort omfang har hjulpet mange kunder med at optimere deres realkreditfinansiering, og det negative rentemiljø har betydet, at kunderne i større omfang end hidtil har efterspurgt mulige investeringsalternativer.

”Det kan også mærkes, at vores markedsområde er udvidet over de seneste 6 år i Syd- og Østsjælland med etablering af nye afdelinger i Næstved og Vordingborg og senest i Rønnede i maj sidste år,” fortsætter Flemming Jul Jensen. ”Vi har fået en særdeles flot modtagelse i Faxe og Stevns kommuner, og interesse for vores ydelser har været overvældende. Vi glæder os over, at det har overgået vores egne forventninger, ligesom der er udsigt til, at det fortsætter.”

Udvidelsen af bankens markedsområde har været en medvirkende årsag til stigningen i indtægterne. ”Det er meget tilfredsstillende at konstatere, at vores ydelser efterspørges med en positiv indvirkning på indtægterne i en tid, hvor den finansielle sektor på netop indtægtssiden er udfordret af det meget lave renteniveau samt faldende udlån,” tilføjer Flemming Jul Jensen.

Stigende gebyr- og provisionsindtægter

De samlede netto gebyr- og provisionsindtægter for første halvår udgør 38,2 mio. kr., hvilket er en stigning på 6,4 mio. kr. i forhold til samme periode sidste år.

Årsagen til stigningen i gebyr- og provisionsindtægterne er bankens store aktivitet indenfor realkreditformidling, herunder konverteringer, investeringsaktivitet indenfor formueområdet samt en ny prisstruktur for bankens ydelser. Samtidig har også den fortsatte tilgang af nye kunder en positiv indvirkning på indtægterne.

Faldende udlån

Bankens udlån udgør 1.414 mio. kr. pr. ultimo juni 2020 mod 1.563 mio. kr. ultimo 2019. Udlånet er således faldet med 149 mio. kr. svarende til 9,6 %. Efter en årrække med stigende udlånsvolumen er et fald på 9,6 % et meget markant fald. 

Hertil bemærker Flemming Jul Jensen: ”Når jeg ser tilbage på halvåret, har udlånsudviklingen i stort omfang været præget af de afledte virkninger af Covid19, hvor den politiske nedlukning af samfundsaktiviteten har påvirket erhvervskundernes investeringer og efterspørgslen efter udlån. Generelt har de offentlige henstands- og låneordninger samtidig styrket erhvervskundernes likviditet, hvilket har betydet et væsentligt lavere træk på eksisterende kreditfaciliteter i banken. Det er svært at konkurrere med statslige ordninger, hvor der lånes ud til nul procent, og langt størstedelen af udlånsfaldet kan således henføres til det mindre træk på erhvervsrelaterede kreditter og udlån.”

Det er bankens vurdering, at en væsentlig del af faldet vil blive genudlånt, når virksomhederne skal tilbagebetale de udnyttede henstands- og låneordninger.

Tilbageholdenhed i forbrug hos privatkunder påvirker ligeledes udviklingen.

Stigende indlån

Bankens indlån udgør ultimo halvåret 2.849 mio. kr. mod 2.616 mio. kr. ultimo 2019. Indlånet er således steget med 233 mio. kr., svarende til 8,9 %. En væsentlig del af stigningen kan henføres til stigende erhvervsindlån.

I bankens indlån indgår endvidere indlån i puljeordninger med 83 mio. kr., hvilket er et nyt produkt i banken.

Faldende netto renteindtægter

Det faldende udlån og det negative rentemiljø betyder, at renteindtægterne fra bankens udlån er faldet, og udgifterne til opbevaring af bankens overskudslikviditet er steget. Den samlede effekt er i størrelsen 4,2 mio. kr., hvilket stort set er opvejet via bankens beregning af negative renter på indlån, så de samlede netto renteindtægter kun er faldet med 0,3 mio. kr. i forhold til samme periode sidste år.

”Det nuværende renteniveau med negative renter giver generelt store udfordringer for bankdriften, da bankerne skal betale for at placere den store overskudslikviditet i Nationalbanken,” siger Flemming Jul Jensen og fortsætter: ”Når vi i Møns Bank kun har et begrænset fald i renteindtægterne på 0,3 mio. kr. i forhold til sidste år, til trods for udlånet falder med 149 mio. kr., er det fordi, udlånsfaldet først for alvor skete fra omkring midten af 2. kvartal, og der overfor bankens privatkunder samtidig er indført negative renter af indlån.”

Bankens samlede indtægter udgør 82,4 mio. kr., hvilket er en stigning på 6,7 mio. kr. i forhold til samme periode sidste år.

Stigende basisdrift

”Når indtægterne stiger med 6,7 mio. kr., skal det sammenholdes med en stigning i de samlede omkostninger på 1,7 mio. kr. til i alt 58,9 mio. kr.”, nævner Flemming Jul Jensen. 

”Det betyder, at bankens basisdrift ved halvåret er 23,5 mio. kr., hvilket er en stigning i forhold til sidste år på 5 mio. kr. - og samlet set er resultatet omkring 5 mio. bedre end bankens budgetforventninger for første halvår af 2020. Det giver anledning til en tilsvarende opjustering af forventningerne til året som helhed,” sammenfatter Flemming Jul Jensen.

Kursgevinst

Oven i bankens basisdrift kan tillægges en kursgevinst på 0,5 mio. kr.

Nedskrivningerne forøget som følge af Covid-19

Banken har i 1. halvår 2020 udgiftsført nedskrivninger for 8,6 mio. kr. mod sidste år 4,6 mio. kr.

”Vores kundespecifikke nedskrivninger er på et tilfredsstillende niveau - med afsæt i en vurdering af, at langt de fleste kunder har en god økonomi - og nedskrivningen er samlet for perioden opgjort til 4,1 mio. kr.,” siger Flemming Jul Jensen. ”Nedskrivningerne er et spejlbillede af kundernes økonomi, som generelt har det godt til trods for den aktuelle situation med Covid-19, og så er der faktisk også kunder, som har oplevet et stigende aktivitetsniveau som følge af Covid-19”.

Usikkerhed omkring Covid-19 har betydet, at banken har foretaget et ledelsesmæssigt skøn på nedskrivninger på i alt 4,5 mio. kr., hvilket er en forøgelse at det ledelsesmæssige skøn med 2 mio. kr. i forhold til 1. kvartal 2020. Det er vurderingen, at en stor del af usikkerheden knytter sig til den situation, der opstår, når henstand med betaling af skatter og afgifter samt andre støtte- og låneordninger udløber. Det er bankens vurdering, at med den nuværende branchemæssige sammensætning, vil banken ikke blive så hårdt ramt som de institutter, der er mere eksponeret mod eksportvirksomheder og større kædebutikker, såvel som hotel-, restaurations- og forlystelsesvirksomhederne i de største byer i landet.

Opjustering af resultatforventninger

Bankens seneste forventninger til resultatet før skat var 10-20 mio. kr. for året som helhed. Med et resultat for første halvår før skat på 15,4 mio. kr. forventes nu et resultat på bundlinjen før skat i niveauet 15-25 mio. kr.

Bankens forventninger til årets basisdrift var oprindelig 25-35 mio. kr. for året som helhed, og med en basisdrift for 1. halvår på 23,5 mio. kr., opjusteres forventningerne til et niveau på mellem 30-40 mio. kr.

Kapitalforhold

Pengeinstitutternes kapitalforhold har stor fokus, og om disse udtaler Flemming Jul Jensen: ”Møns Bank har ultimo halvåret 2020 en solvens på 21,1 %, uden indregning af periodens overskud. Det skal sammenholdes med et aktuelt kapitalkrav på 15,8 %, og der er således en overskydende solvens på 5,3 %-point svarende til omkring 113,6 mio. kr.”

Yderligere oplysninger:

Bankdirektør Flemming Jul Jensen,

fj@moensbank.dk, tlf. 55 86 15 36