Hvilke idrætsfolk fortjener 100.000 kroner?

Stor idrætsfest i Mønshallerne den 16. maj - og det haster med kandidater! 

Tirsdag den 16. april er sidste frist for at komme i betragtning til en sand pengeregn, når Vordingborg Idrætsråd og Vordingborg Kommune i samarbejde med Øernes Revision, Feriepartner Møn-Stevns, Lars Bang A/S, Lendemark Brugsforening, GF forsikring og Møns Bank hædrer lokalidrætten.

Det sker torsdag den 16. maj, hvor Mønshallerne lægger hus til en stor fest - med kontante anerkendelser i udsigt.


100.000 kr. på højkant

I år kan der indstilles til tre forskellige priser, og dommerkomiteen uddeler selv en fjerde pris:

  • Årets idrætsforening (hovedprisen er på 20.000 kr. og derudover uddeles der henholdsvis 10.000 kr. og 5.000 kr. til Runner-up).

  • Årets idrætsleder (der uddeles en første og anden pris på henholdsvis 10.000 kr. og 5.000 kr.).

  • Årets idrætstalent (hovedprisen er 20.000 kr. og derudover uddeles der 15.000 kr. og 10.000 kr. til Runner-up).

  • Årets skulderklap (prisen er på 5.000 kr. og er udenfor indstilling, idet det er dommerpanelet, der udvælger vinderen).

Det er foreninger i Vordingborg Kommune, der kan indstille Årets Idrætstalent samt årets Idrætsleder, mens alle kan indstille Årets idrætsforening.

Har man en eller flere kandidater til idrætspriserne, skal kandidaterne indsendes til Vordingborg Idrætsråd på info@vordingborgidrætsråd.dk – vedhæft gerne billeder eller videoklip.


Og så til fest!

Ved Idrætsfesten er der også mulighed for spisning kl. 17.30-18.45, inden det går løs med årets overrækkelser, hvor også Vordingborg Kommune hædrer vundne mesterskaber i det forløbne år.

- Mange foreninger ser spisningen som en oplagt mulighed for at ”aflønne” sine frivillige kræfter for indsatsen i det forløbne år, siger Lars Kleist, formand for Idrætsrådet.

Det er gratis at deltage i selve prisoverrækkelserne fra kl. 18.45, mens spisningen koster 185 kr. – tilmelding via www.moensbank.dk/sport.