International kunst i Møns Bank

Hun har udstillet i Grækenland, Italien, Frankrig, Spanien, England, Canada, og USA. Og nu udstiller hun i Møns Bank i Stege frem til 6. november.

Navnet er Evi Apostolou, og hun er født i Grækenland. Men så blev hun dansk gift, og har nu også et tredje navn, Pejtersen, og parret har slået sig ned i Tappernøje, hvor hendes mangesidige kunst nu udfolder sig.

- Jeg er inspireret af biologi, natur, videnskab, teknologi, den menneskelige krop, enhver levende organisme og imaginære væsener, fortæller Evi. Og i dette univers udforsker jeg interaktion og sameksistens mellem ånd og stof, såvel som fra den naturlige og den kunstige verden.

Hvordan det kommer til udtryk, kan man ved selvsyn konstatere i Møns Banks hovedkontor i Stege, hvor værkerne nu pryder bankens vægge i et par måneder.

Underviser også
Evi er uddannet i Athen, først på Universitetet i religionsvidenskab, siden på Kunstakademiet Athens School of Fine Arts og endelig som grafisk designer på UCN i Aalborg.

- Jeg føler improvisationens frihed og glæde ved at lade mig blive forelsket i de utallige muligheder, som abstrakte maleteknikker giver, siger hun. Det bruger jeg også i min undervisning.

Hun underviser også i kunst, bl.a. på Næstved Aftenskole og AOF Lolland. Et weekendkursus i Helsingør står også på programmet, hvor man selv kan prøve kræfter med lærrederne.

- I min undervisning tager jeg altid adgangspunkt i deltagernes erfaringer, deres lyst til at prøve noget nyt eller noget, de allerede er i gang med, siger hun.

- Der bliver personlig sparring på deltagernes egne malerier, tilføjer hun. Det ligger i vores natur at være kreative og at lære. At lære af vores op- og nedture. Der er ingen perfektion. Det er livets rejse, tilføjer hun og slutter med eftertryk:

- Jeg ser hvert kursus som en mulighed for at udvikle sig, at komme videre, at kommunikere, at lære hinanden at kende, at åbne vores øjne for livets muligheder, åbne vores sind, få mere glæde ved at udforske nye ting, ved at lege, ved at eksperimentere, ved at være kreative...

Web: http://eviapostolou.com

Instagram: @evi_apostolou

Mail: art@eviapostolou.com