Invitation til 140 års dag

140 år er ikke det store i et lands eller en bys historie, men når talen falder på en enkelt virksomhed, er situationen en anden. Kun få danske virksomheder kan føre deres historie så langt tilbage.

Det kan Møns Bank - med hovedkontor i Stege og filialer i Næstved, Præstø og Vordingborg samt Kongsted og Fanefjord.

Historien om Møns Bank er således ikke kun en historie om en ø og en bank. Det er også historien om en bank, der voksede ud af øen, men fortsat bevarede sit rodfæste på øen og værnede om sin mærkesag, hvor den kom frem: at være det lokale alternativ.

Møns Bank er i dag et moderne finanshus med de nyeste digitale løsninger, men også en bank, der har konstant fokus på at sætte mennesket højest - både når det gælder kunder, medarbejdere og det lokale engagement.

Især sidstnævnte ligger banken på sinde.

- Vi sætter en ære i at arbejde for lokalsamfundet til støtte for mange forskellige aktiviteter. Det gælder overfor det lokale erhvervs- og foreningsliv, såvel som for den enkelte, der ønsker at realisere private drømme og planer, siger bankdirektør Flemming Jensen.

- Og vi kan se, at det virker, tilføjer han. Mange søger os i disse år, hvor der er blevet længere mellem de lokale banker. Vi fungerer som katalysator og sparringspartner for den lokale udvikling, og vores involvering bliver efterspurgt.


Festdag den 23. maj

Møns Bank fejrer sit 140 års jubilæum gennem hele året. Det sker med en række aktiviteter, som man kan orientere sig om på www.moensbank.dk/140 - og listen ajourføres løbende med nye.

Selve jubilæumsdagen er tirsdag den 23. maj, hvor banken serverer kage og kaffe fra kl. 14-16 i Stege, Næstved, Præstø og Vordingborg.

- En meget stor del af vores identitet i Møns Bank er, at vores kunder anbefaler os til venner, bekendte, familie og forretningsforbindelser. Vi er stolte af, at vi på den måde har gjort os fortjent til enhver ny kunde, siger Flemming Jensen. 140 år er nok en høj alder, men banken er ung af sind og følger med tiden. Faktisk arbejder vi hele tiden på at være et skridt foran.