Henning Olsen, 51, er begyndt som IT-konsulent i Møns Bank i Stege.
Han kommer fra BEC, bankens IT-central i Roskilde, hvor han har arbejdet de seneste 5 år. Før da har han en 20-årig karriere i BRFkredit bag sig.
Det er planen, at Henning Olsen overtager ledelsen af bankens IT og forretningsstyring, når den nuværende chef, Lise Hansen, går på pension næste år. Den præcise dato er ikke besluttet endnu.
”Jeg glæder mig til at komme tilbage til bankverdenen,” siger Henning Olsen. ”Efter nogle år med en lidt nørdet tilgang til sektoren, bliver det godt at komme lidt tættere på kunderne igen. Især glæder jeg mig over at komme til at arbejde for Møns Bank, hvor de nære relationer virkelig er i højsædet.”
”Og så bliver det dejligt, at der kun er en kort løbetur ind til banken, når vejret er til det,” tilføjer han med et smil.
Henning Olsen er bosat på Møn og gift med Kanae, som driver cafeen i Fængselsgården i Stege. Her er det japanske specialiteter, der står på menukortet.