Lederskifte i Møns Bank

14.08.16

Filialdirektør Arne Jørgensen går på pension og overlader roret til Jan Friis Møller. Det markeres med en reception fredag den 26. august kl. 14-17 på Det gamle Rådhus, Torvet 10 i Præstø.

Et godt netværk, lokalt engagement og ikke mindst gode medarbejdere er nogle af de faktorer, Arne Jørgensen peger på, når han skal forklare fremgangen fra 500 til godt 6.000 kunder, siden han åbnede filial af Møns Bank i Præstø i 2002.

Som lokalbank har man normalt sine kunder inden for et naturligt afgrænset område. Men gør man det godt, kan man ”risikere” at få nye kunder uden for sit revir. Det var tilfældet for Møns Bank, der især i slutningen af 1990’erne oplevede, at flere og flere nye kunder kom fra det syd- og midtsjællandske område.

- Vi har jo altid været lokalbanken på Møn, men på et tidspunkt kunne vi se, at en større del af kundetilgangen kom fra Sjælland. Hvis de skulle betjenes, uden at de skulle køre lange strækninger til og fra Stege, måtte vi nødvendigvis etablere en afdeling udenfor Møn, men dog i ”randområdet”, forklarer Arne Jørgensen.

Han ved, hvad han taler om, for på det tidspunkt var han kreditchef i banken og kendte derfor til overvejelserne, som gik forud for beslutningen om at oprette filialen i Præstø. Og i særdeleshed, fordi han lidt tilfældigt og ad omveje blev dens leder, da den åbnede i april 2002.

- Vi havde faktisk en aftale med en lokal kandidat til stillingen, men af en eller anden grund sprang han fra. I den situation tilbød jeg at overtage jobbet. Jeg havde mod på opgaven, og min souschef var parat til at overtage mit job. Så enden blev, at jeg tiltrådte som den første afdelingsleder. Og den løsning har jeg ikke fortrudt en eneste dag, siger Arne Jørgensen.

Selv om han kom relativt sent ind i forløbet, nåede han at præge indretningen af lokalerne i den tidligere lagerbygning på Svend Gønges Torv 10 i Præstø. Og var selvfølgelig også ankermand, da lokalerne i 2014 var blevet for trange, og banken flyttede til sin nuværende placering på Svend Gønges Torv 2.

 

Gensidig lokale opbakning

- Vi har haft rygvind fra dag 1, siger Arne Jørgensen og forklarer den positive udvikling med, at banken har et fantastisk netværk af kunder, revisorer og advokater, der er gode til at anbefale banken.

Dertil kommer, at Møns Bank stadig befinder sig i områder, som andre banker har forladt.

- Selv om kunderne måske ikke længere kommer så tit i banken, betyder det stadig noget, at vi er her, siger Arne Jørgensen. Ikke mindst, når det kommer til opbakningen om de aktiviteter, der foregår i området, fx handelslivet, foreningslivet og arrangementer også uden for arbejdstid. En økonomisk eller praktisk håndsrækning påskønnes altid af dem, der udfører frivilligt arbejde. De kan se, at deres indsats bliver bemærket og værdsat.

 

God stemning

Endelig peger Arne Jørgensen på sine kolleger som forklaring på den store fremgang.

- De gør virkelig en forskel, siger han. De er både fagligt dygtige og har en fin fornemmelse for, hvad det vil sige at være til for kundernes skyld. Og vi hører tit fra netop kunderne, at de mærker en god stemning i banken.

Den gode stemning er sikret, når Arne Jørgensen nu overlader roret til Jan Friis Møller.

- Jeg er glad for, at vi valgte netop Jan, siger Arne Jørgensen. Jan er 45 år og en erfaren leder fra sit tidligere virke i Sparekassen Lolland og Jyske Bank. Han har en rigtig god ballast til at fastholde og videreudvikle Møns Bank i Præstø-området, og tilmed er han en yderst behagelig person.

 

Fortsætter som frivillig

Arne Jørgensen stopper ikke helt med sit arbejde for banken.

- Jeg har tilkendegivet, at jeg ønsker at fortsætte som frivillig i bankens Initiativgruppe i Præstø. Det er et forum, der blev oprettet i 1983 af Møns Bank og gennem årene har medvirket ved igangsætning af projekter i Vordingborg Kommune til en samlet byggesum af over 300 mio. kroner. Aktuelt har vi også projekter i gang i Præstø, som jeg gerne vil følge til dørs.

Arne Jørgensen har sidste arbejdsdag i Møns Bank fredag den 26. august, hvor han sammen med Jan Friis Møller tager over på Det gamle Rådhus, Torvet 10 i Præstø og hilser på kunder og forretningsforbindelser fra kl. 14-17.

 

 

Yderligere oplysninger:

 

Arne Jørgensen

Tlf. 40378262