Møns Bank indgår sponsorat med Team Rynkeby

GOD JUL OG GODT NYTÅR - 
MED EN GLÆDELIG NYHED 🎄❤️😃

En god gerning kan ikke gøres for tit. Derfor er Møns Bank igen med til at støtte Team Rynkeby.

2025 er lige om hjørnet, og Møns Bank går ind i det nye år som Sølv Sponsor for det store velgørenhedscykelhold, der er med til at samle penge ind til børn med kritiske sygdomme og deres familier.

- Ligesom vi bakker op om et hav af større og mindre klubber, foreninger og arrangementer i vores lokalområde, har vi også fundet det naturligt at støtte Team Rynkeby, siger HR- og marketingchef i Møns Bank, Susanne Bille Jensen.

Og det er noget, der glæder Torben Folke Månsson fra den lokale afdeling af Team Rynkeby.

- Jeg er stolt af, at min bank også støtter Team Rynkeby, siger han. Det er jo en lang historie, som går tilbage til 2002, da 11 motionscykelryttere besluttede sig for at cykle til Paris for at se afslutningen af Tour de France. 

Fra 38.000 kr. til 64,7 mio. kr.
Cyklisterne, alle med tilknytning til den danske juiceproducent Rynkeby Foods, overbeviste fødevarefirmaet om at være hovedsponsor, og med opbakning fra andre sponsorer, gav den første cykeltur et overskud på 38.000 kr., som cykelholdet kunne overrække til børnekræftafdelingen på Odense Universitetshospital.

- Dette er udgangspunktet for en årlig tradition, der har bredt sig over hele Norden, fortæller Torben Folke Månsson. For hvert år kommer flere hold til.

I 2024 donerede Team Rynkeby 64,7 mio. kr. til organisationer, der hjælper børn med kritiske sygdomme.

- I dag består Team Rynkeby af 59 hold med 2.400 motionscykelryttere og 550 hjælpere. Ryttere i Sverige, Danmark, Finland, Norge, Færøerne, Island, Tyskland og Schweiz er blevet udvalgt fra tusindvis af ansøgere, så det er blevet et kæmpe projekt, hvor Møns Bank nu altså også har en finger med i spillet, slutter Torben Folke Månsson.