Møns Bank støtter Team Rynkeby

21.12.22

Team Rynkeby får en ekstra julegave i år via et sponsorat fra Møns Bank.

Team Rynkeby er et europæisk velgørenhedsprojekt, der hvert år cykler til Paris for at samle penge ind til børn med kritisk sygdom.

Projektet blev grundlagt i 2002, da 11 motionscykelryttere med tilknytning til Rynkeby Foods samlede ind til en cykeltur til Paris for at se opløbet i Tour De France. Indsamlingen gav overskud og pengene doneredes til børnekræftafdelingen på Odense hospital.

Sidenhen er turen blevet en fast årlig tradition.

Velgørenheds-cykelholdets arbejde for Børnecancerfonden har aldrig været vigtigere. Derfor har Møns Bank nu indgået et sponsorat med "rynkerne", som de kaldes i daglig tale.

- Vi føler det naturligt, at vi som lokal bank går ind og støtter lokale ildsjæle, der gør en forskel, siger direktør Per Sjørup Christiansen fra Møns Bank. Team Rynkeby er blot ét af mange gode initiativer, som vi gerne vil bakke op om, og vi ønsker holdet en rigtig god tur til Paris i sommeren '23.

Også fra den lokale kontaktperson Ulla Christiansen er der glæde at spore.

- Tusind tak, fordi Møns Bank vil støtte Team Rynkeby og sammen med os hjælpe lunge- og kræftsyge børn og deres familier, siger hun.

- Alle pengene går ubeskåret til formålet, da os ryttere selv betaler for vores deltagelse, tilføjer hun.