Møns Bank støtter Vordingborg Badminton

Ny sponsoraftale mellem den lokale badmintonklub og den lokale bank.

For en periode på 3 år har Vordingborg Badminton og Møns Bank netop indgået en ny sponsoraftale.

- Vi synes, at Vordingborg Badminton er en klub, der er værd at støtte, ikke mindst for sit meget fokuserede ungdomsarbejde, siger filialdirektør Allan Andersen fra Møns Bank.

Bankens støtte betyder, at klubben har friere tøjler til at arbejde med træning og coaching af de unge, som måske også vurderes at have en chance for at gøre sig som spillere på et højere niveau.

Kasserer for Vordingborg Badminton Jesper Adler og ungdomstræner Per Damkjær Juhl er glade for støtten.

- Det er et stort cadeau til os, at Møns Bank vil hjælpe os med denne sponsoraftale, siger de.

- Vi sigter i øvrigt også på at arbejde med noget fællestræning med en af de større professionelle spillere herhjemme, men det er endnu på forhandlingsstadiet, så det kan vi ikke sige så meget om endnu.

Foto:

Filialdirektør i Møns Bank i Vordingborg, Allan Andersen, greb til både ketcheren og lommerne, da han besøgte Vordingborg Badminton med en ny sponsoraftale – til venstre Jesper Adler og til højre Per Damkjær Juhl