Jesper Büttgenbach Jensen, 29, er et nyt ansigt på erhvervspladserne i Møns Bank i Næstved.
Det er en ny mand på erhvervsholdet, som Møns Bank i Vinhusgade i Næstved har fået tilført – og alligevel er det et kendt ansigt. Jesper Büttgenbach Jensen kommer fra filialens privatafdeling, hvor han afløses af Mikkel Sjølin, der har arbejdet i banken i et par år.
Jesper startede som praktikant i 2018, i 2020 var han uddannet privatkunderådgiver, og nu begynder han som erhvervsrådgiver – i første omgang som trainee.
”Jeg valgte Møns Bank, da der er korte veje til ledelsen, det er nemt at komme igennem med sine ideer, og sammen kan vi hurtigt skabe forandringer,” siger han.
I sin fritid bruger Jesper i disse år mest energi på byggeprojekter på familiens hus i Næstved.