Ny filialdirektør til Møns Bank i Rønnede

Interessen for at blive kunde i Møns Bank i Rønnede har været ganske overvældende, siden banken meldte ud, at den ville åbne en ny afdeling i området til betjening af kunder i Faxe og Stevns kommuner.

Banken har derfor besluttet at styrke den lokale ledelse af aktiviteterne ved at ansætte en leder med stor indsigt i de lokale forhold.

Valget er faldet på Jon Helqvist, som er ny på holdet i Rønnede, men bestemt ikke i lokalområdet.

Jon Helqvist har tidligere været filialdirektør for Sparekassen Sjælland i Faxe i perioden 2012-2017. Han har således et indgående kendskab til området, ligesom han har været aktivt involveret i områdets udvikling, blandt andet via sin bestyrelsespost i Business Faxe. I dette forum arbejder Jon for at medvirke til at fremme mulighederne for vækst og udvikling i lokalområdet.

Erfaren leder med

stort lokalkendskab

- Vi er glade for, at Jon har valgt at stå i spidsen for Møns Banks aktiviteter i områder, siger bankdirektør Flemming Jul Jensen. Jon har både ledelseserfaring og et indgående lokalkendskab, og så er hans holdning til at virke i en lokalbank til glæde for kolleger, kunderne og lokalområdet helt i overensstemmelse med bankens værdigrundlag, så det ser jeg meget frem til.

Også Jon Helqvist ser frem til samarbejdet.

- Rønnede er et godt valg, og det er samtidig det rette tidspunkt at åbne en filial, siger han. Faxe og Stevns kommuner er inde i en rigtig god udvikling. For to år siden var ”Det gamle Rådhus” næsten tomt. Nu emmer bygningen af liv. Det siger næsten det hele...

- Møns Banks værdier og forretningsmodel passer rigtig godt til kunderne i området, fortsætter han. Det er værdier, jeg kan se mig selv i.

Jon Helqvist glæder sig også til at komme tilbage til sit gamle markedsområde.

- Her har jeg mange gode bekendtskaber, både via interessefællesskaber og samarbejdspartnere, så det bliver på mange måder ligesom at vende hjem igen, siger han.

Jon Helqvist har 19 års erfaring fra den finansielle sektor. Han er 42 år og bor privat med sin kone og søn i Tappernøje.

Når Jon Helqvist er landet godt i jobbet i løbet af april, vil den nuværende chef for afdelingen, Brian Arnvig, blive fuldt ud tilknyttet bankens privatkundeaktiviteter i Stege.

Yderligere oplysninger:

Bankdirektør Flemming Jul Jensen, tlf. 55 86 15 36

Filialdirektør Jon Helqvist,  tlf. 27 50 73 56