Du risikerer at blive mistænkt for kursmanipulation.
En 62-årig mand blev i sidste uge idømt 60 dages betinget fængsel og en bøde på 30.000 kr. for markedsmanipulation. Det er sket ved, at han har handlet værdipapirer med sig selv.
I den aktuelle sag har der været tale om en bevidst handling, hvor manden har forsøgt at opnå bedre kurser ved at handle papirer mellem sine depoter.
Men der er også grund til at være varsom, hvis du blot – uden andet forsæt – ønsker at flytte nogle værdipapirer mellem fx dit opsparings- og dit pensionsdepot.
En sådan flytning kan du umiddelbart selv foretage i Netbank, hvor du sælger papirerne i det ene depot og køber dem til det andet. Men så er der risiko for, at du handler med dig selv og derved kan blive mistænkt for at ville udøve kursmanipulation, også kaldet "wash trading". Det er strafbart.
I stedet skal du bede banken om hjælp til at lave en intern handel. En sådan kan du bestille via besked til din rådgiver i Netbank.