Søndag den 30. oktober får du en ekstra time, men det tager kun 10 minutter...
I en travl hverdag kan det være svært at finde tid til at få overblik over sin pensionsopsparing. Selv med de bedste intentioner, er der bare meget andet, der presser sig på i dagligdagen.
Hvis tid er en del af forklaringen, så er det oplagt at bruge søndag den 30. oktober på at få overblik. Denne sidste søndag i oktober går vi fra sommertid til dansk normaltid, og vi får derfor en ekstra time foræret. Brug den på at få overblik. I Netbank er det nemt og hurtigt – og det tager faktisk kun 10 minutter.
Pension er også forsikring
Gå i Netbank, vælg Pension og fanen Pensionsinfo. Her kan du med få klik danne en rapport, som du sender til os. Så kan vi efterfølgende kigge på, hvor meget du har til gode til pensionisttilværelsen, og om du har de rigtige forsikringsdækninger.
Pension er de penge, du hver måned sparer op, men en pensionsordning indeholder ofte også forsikringsdækninger, fx hvis du mister din erhvervsevne, hvis du bliver syg, eller hvis du dør. Disse dækninger kan du også se på PensionsInfo.dk.
Hold fast – selvom investeringer i 2022 har budt på store udsving
Mange har i dag investeret deres pension i et markedsrenteprodukt, og det vil sige, at afkastet følger de investeringer, der ligger til grund for pensionsordningen. I 2022 har der været store udsving på de finansielle markeder, og mange oplever, at deres pension er blevet mindre værd. Det skyldes især krigen i Ukraine, energikrise og den høje inflation.
Aktiemarkederne er altid gået op og ned, men historisk har aktiemarkederne givet et positivt afkast, fx er afkastet over de seneste 10 år på ca. 100 % for en typisk pensionskunde, og 30 % på 5 års sigt (ifølge en nylig beregning fra PFA). Så budskabet er, at du skal holde fast.
Ingen kender fremtiden, men pension er en langsigtet opsparing, og det er naturligt, at du hen over et langt opsparingsforløb på måske 35-40 år vil opleve op- og nedture på de finansielle markeder, som vil påvirke afkastet på din pensionsopsparing. Her er det vigtigt at have is i maven og være tro mod sin investeringsprofil fremfor at forsøge at time de ofte uforudsigelige udsving på markederne.
Indbetaler du nok?
Indbetaler du nok til at få det liv, du ønsker, når du forlader arbejdsmarkedet? Hvis ikke, så overvej at lægge lidt ekstra til side hver måned. Selv små beløb vokser sig store over tid. Undværer du fx 1.000 kr. månedligt til opsparing, med et afkast på 3,5 % efter omk. og skat, så vil selve afkastet efter 10 år bidrage med 16 % af den samlede opsparingssum. Er det i stedet over 30 år, så er det nu hele 42,8 % af opsparingen, der stammer fra afkastet. Rentes rente effekten er bare ret fantastisk over tid (ifølge beregninger fra PFA).
Hvordan er dit sikkerhedsnet?
Har du overblik over dine forsikringer, og ved du, hvornår og hvordan de dækker dig? Pension er også forsikringer, der dækker dig, hvis du bliver syg eller kommer til skade. Forsikringer, der giver en god tryghed, og med et økonomisk sikkerhedsnet i ryggen kan du bruge energien på det, der er vigtigst i hverdagen.
Har du den rette investeringsprofil?
Den rette investeringsprofil er den, der giver ro i maven. Der er altid en risiko ved at investere, fordi markederne går op og ned, og derfor handler det om at mærke efter, hvilken risiko du er villig til at løbe i forhold til det afkast, du har mulighed for at få. Det er dog værd at bemærke, pensionsopsparing er langsigtet, så vær tro mod din investeringsstrategi.
Hvem skal have opsparingen, hvis du dør før tid?
Har du taget stilling til, hvem der skal have udbetalingerne fra din pensionsopsparing, hvis du dør før tid? Hvert år dør ca. 9.000 danskere, inden de bliver pensioneret, og dermed får de ikke selv glæde af deres pensionsopsparing. Omkring 9 milliarder kr. bliver hvert år udbetalt til de efterladte. Derfor er det en god ide at tjekke, om det er de rigtige personer, der står til at få pensionen.
Men ikke mere snak for nu. Gå i Netbank, vælg Pension og fanen Pensionsinfo. Her danner du hurtigt din egen rapport. Send den til os via linket - så er du allerede rigtig godt på vej!