Møns Bank introducerer digitale lommepenge til børn og unge under 18 år.
Mange i den midaldrende og ældre generation husker vel stadig glæden ved at modtage en mønt til sparegrisen. Og ikke mindst fryden ved at komme i banken og se mønttælleren ihærdigt arbejde sig igennem de surt – eller sødt – opsparede skillinger.
Sådan er det ikke for de yngre generationer.
Sparegrisen er ved at være fortid, og børn vokser i dag op i et næsten kontantløst samfund, hvor det kan være svært at forstå værdien af penge. Især, når de er digitale.
- Allerede fra 7 års alderen begynder børn at danne økonomiske vaner, siger Brian Arnvig, der er kunde- og salgschef i Møns Bank. Derfor introducerer vi nu et nyt lommepenge- og opsparingsunivers til børn og unge, som vi kalder Young Money.
To-delt app
Med Young Money kan forældre sende penge til deres børn, lave en fast lommepenge-overførsel, følge barnets opsparingsmål og stille opgaver, som eventuelt kan løses som små lønopgaver.
- App'en hjælper barnet med at holde styr på sine penge og giver en større forståelse for penge og deres værdi, siger Brian Arnvig. Det er med andre ord et rigtig godt pædagogisk værktøj, der fungerer som en to-delt app.
Young Money er for børn og unge mellem 7 og 17 år. Der kan tilknyttes et MasterCard, som dog vil være lukket for nethandel, spil og brug i udlandet. Fra barnets 13. år kan der tilknyttes MobilePay og Apple Pay – og fra 16 år tillige Google Pay.
- Det er gratis at få og bruge Young Money, og man tilmelder sig over bankens hjemmeside, slutter Brian Arnvig.
Direkte link til tilmelding er www.moensbank.dk/ym.