Stort program for Bio-Biens Dag

Alle sejl er sat til for en stor familieoplevelse i Klintekongens Park på lørdag den 15. juli.

Der bliver musik, der bliver fest og stemning, og der bliver selvfølgelig bier, når Bio-Biens Dag løber af stablen den kommende lørdag i Klintekongens Park – lige bag Dagli’Brugsen i Borre.

- Vi har glædet os utrolig meget, siger Andrea Petersen, som er en af tovholderne bag Bio-Biens Dag. Og vi har virkelig lagt os i selen for at give alle, store som små, fantastiske oplevelser, som rækker lige ned i biosfæren, som vi jo er så kendt for her på Møn.

Bio-Biens Dag bliver fejret med live musik, oplæg om bier og vilde haver, formidling om biavl og lækre smagsprøver.

- Det fulde program løber fra kl. 14 til kl. 21, hvor vi undervejs også skal kåre vinderne af den tegnekonkurrence, vi har haft siden maj, tilføjer Andrea Petersen. Der bliver både en vinder af ”Lille-Bi” og en af ”Store-Bi” blandt de 38 tegninger, vi har fået ind – og som er ganske fantasifulde, som man selv kan se på dagen.


Bredt samarbejde

Mange parter arbejder sammen for at få dagen til at gå op i en højere enhed.

- Vi samarbejder bl.a. med Møn Unesco Biosfære, Biavl.dk og Kulturregion Storstrøm, siger Jakob Albeck, som også er blandt initiativtagerne til Bio-Biens Dag. Derudover har vi fået god støtte fra erhvervslivet, bl.a. Møns Bank og Holmegaard Værk, der lige nu er ved at støbe de to vandrepokaler, som skal udloddes på dagen.

Også Farmorhuset, Vild Have Mentorerne, Marlons ABC og Bi-huset samt flere biavlere har sagt Ja til at deltage.

- Møn Is deltager også, og så serverer Ryoi Rang lækker thai mad for de sultne, tilføjer Jakob Albeck.


”Bee there!”

Musikken er et kapitel for sig. Kristian Hejlskov, formand for musikhuset Møn, står for lyd og scene og fortæller om de tre bands, der spiller op på dagen:

- Det er Cosi Fam fra Vordingborg, Freetown Social Club fra Kelby og Loksmith, der kommer helt fra Helsinge for at fejre Bio-Biens Dag. Alle tre herlige bands med en medrivende musik, der rigtig får Klintekongens Park til at swinge.

- ”So bee there!”, tilføjer Kristian med et grin.


Foto: 
Andrea Petersen, Jakob Albeck og Kristian Hejlskov er klar med store oplevelser til alle, der deltager på Bio-Biens Dag den 15. juli bag Dagli’Brugsen i Borre.