Det er ikke småpenge, der uddeles fra et studielegat, som Møns Bank administrerer...
Unge under 25 år kan søge penge fra Lærer Johannes Jørgensen og Hustrus Fond til uddannelse af Unge på Møn. Fonden uddeler støtte i årene 2023-25 med i alt 750.000 kr.
For at komme i betragtning skal man være under 25 år og ”stamme fra Møn”, som der står i fundatsen.
- Det betyder ikke, at man nødvendigvis stadig skal bo på Møn, siger bankdirektør Per Sjørup Christiansen. At man ”stammer fra Møn” kan dække over, at man er født, har boet eller gået i skole på Møn eller på andre måder har relationer til Møn.
Det er yderligere et krav, at man skal være under uddannelse på seminarium, højere læreanstalt, universitet, teknikum eller lignende – og med en pudsig tilføjelse fra vedtægterne, at det ikke gælder RUC eller Teaterskolen.
- Vi vil rigtig gerne hjælpe unge, som typisk netop har afsluttet en ungdomsuddannelse, fx STX, HHX eller HTX, samt unge, der allerede er i gang med en videregående uddannelse. Det kan også være oplagt at støtte unge, der er beskæftiget indenfor den grønne omstilling, som sker på Møn, fx med havvindmøller, BioFuel, Power-to-X, og de mange projekter i Østersøen, Kriegers Flak eller Vordingborg Havn, alle områder, som kunne anspore unge til at uddanne sig inden for energisektoren, tilføjer Per Sjørup Christiansen.
Legatet kan også dække udlandsophold, der i mange tilfælde kræver større beløb. Endvidere kan der søges til ”livets ophold”, hvilket eksempelvis kan træde i stedet for studiejob eller gæld.
For at komme i betragtning til et legat skal den studerende indsende en motiveret ansøgning med relevant information og dokumentation. Derudover ønsker bestyrelsen, at den studerende som del af ansøgningen er villig til at bidrage med fx en præsentation, et foredrag, en artikel eller andet. Dette udvælges af bestyrelsen blandt de indkomne ansøgere.