Thomas Illum stopper sin bankkarriere

Efter 40 år i Næstveds bankverden har Thomas Illum besluttet sig for at stoppe, ”mens tid er” – reception i Møns Bank torsdag den 29. september.

Hen over indgangsdøren stod der i mange år DiskontoBanken og senere DiBa, når Thomas Illum mødte ind på arbejde.

Det ændrede sig, da Sydbank tog over i 2014, og kort efter valgte Thomas at gå med Møns Bank, hvor flere af hans tidligere kolleger var søgt hen, bl.a. hans gamle direktør - og fodboldkammerat - Flemming Jensen.

- Jeg havde over 30 gode år i Næstveds største lokalbank, og dem er jeg taknemmelig for, siger Thomas. Ikke mindre taknemmelig er jeg for de 8 år, jeg nu har haft i Møns Bank i Næstved.


Virksomhedernes mand

Gennem alle årene har det været kunderne, der har haft den fulde bevågenhed fra Thomas.

- Det er i al beskedenhed ikke så få erhvervskunder, jeg har hjulpet gennem årene, siger han. Fra den lille håndværksmester, der har brug for et hurtigt svar på en finansiering, komplicerede generationsskifter, og til de helt store byggeprojekter, der har krævet måneders involvering.

- Det har været en kæmpe fornøjelse at kunne hjælpe kunderne videre i deres ønsker og være med til at sætte aftryk på den lokale udvikling, tilføjer han.

Når Thomas nu stopper i banken, er det ikke for at gå på pension, men - ”prøve noget andet, mens tid er”, som han udtrykker det.

- Jeg er ikke helt afklaret endnu, men jeg er jo kun 61, så tempoet må godt komme lidt ned, men ikke for meget. Jeg skal ud at arbejde med noget andet og formentlig noget med byggestyring, rådgivning og projektering. Hvis jeg ikke også lige tager en tjans som postbud eller noget helt fjerde...

Møns Bank holder reception for Thomas Illum torsdag den 29. september kl. 13-15 i Vinhusgade 2, hvor det vil være muligt at komme og sige farvel til Thomas – og hilse på de øvrige medarbejdere, bl.a. bankens nye erhvervsmand Jesper B. Jensen.